Aktuel historie i den nye familiemusical
I forestillingen kommer et tv-hold til byen, hvor de skal optage et populært program. Det vender op og ned på det lille bysamfund, og Smukke Sally er et let offer for de indbildske tv-folk, som er overbeviste om, at de er Guds gave til menneskeheden.
Sally får næring til sine vildeste drømme, fordi hun tror, at hvis man bare kan komme i fjernsynet, er en strålende fremtid som superstjerne sikret. Og en smart regissør lader hende blive i troen og udnytter hendes naivitet til egen fordel. Selvfølgelig kan Bølle-Bob gennemskue de opblæste tv-folk, og han får Valde Underbid til at medvirke i et snedigt set-up, så de får afsløret regissøren og latterliggjort hele tv-holdet over for byen.
Den rammer plet hos børn og voksne
Det er moderne familieteater.
En musical, som forstås lige godt af børn og voksne. For børn er den bare sjov, for voksne er den tillige satirisk, fordi det er en højaktuel kommentar til vores hysteriske dyrkelse af tv-mediet og drømmen om at blive berømt for enhver pris. Desuden er den ind imellem smuk og poetisk i sine beskrivelser af de unges følelser.
Men først og fremmest er det et festligt show med storslåede danseoptrin til nye sange blandet med en række af de kendte Bølle-Bob-sange, som både børnene og deres forældre elsker.
Nye talenter og kendte ansigter
Der er en lang række medvirkende i forestillingen. Bølle Bob spilles af Magnus Sterling Borchert der blandt har spillet hovedrollerne i ’Billy Elliot’ og ’Sound of Music’ samt Keld Heick, Henrik Launbjerg og Mikkel Vadsholt og mange lokale stjernefrø fra bl.a. Talentskolens Musical Linie.